SERVICEFRADRAG 2011

En del danskere har i det seneste måneder fået professionel hjælp til bl.a. rengøring og renovering med udsigt til at kunne trække arbejdslønnen fra i skat.
 
Men fradraget er først i hus, når SKAT har fået oplysningerne om arbejdet. Man kan indberette fradraget på Skat.dk inden udgangen af februar 2012.
Vejen til et servicefradrag går over TastSelv, hvor man kan indtaste sine udgifter indtil den 29. februar næste år.
 
Der skal ikke dokumentation med, når man indberetter et servicefradrag. Men SKAT kan bede om at se dokumentationen for arbejdet og betalingen i tre år efter, at fradraget er kommet på årsopgørelsen.
 
Fristen den 29. februar gælder også for selvstændigt erhvervsdrivende, der ellers kan selvangive helt frem til 1. juli.
 
Servicefradraget er på 15.000 kroner pr. person over 18 år, og det dækker arbejdsløn til service og vedligeholdelse udført efter 1. juni 2011.
 
Det er enbetingelse, at arbejdet er betalt med betalingskort eller via en bank eller netbank.
 

SERVICEFRADRAG 2012

 
Ordningen med servicefradrag videreføres i 2012 og kan evt. allerede nu indtastes i forskudsregistreringen for 2012 via Skat.dk – TastSelv - Borger.
 

KRAV TIL SERVICEFRADRAG

  • Arbejdet er udført på din faste bopæl og betalt i perioden 1. juni 2011 til 31. december 2011. Dit sommerhus er kun omfattet, hvis du bruger det til lovlig helårsbeboelse.
  • Arbejdet er dækket af SKATs liste over service og vedligeholdelse med fradrag. Se liste her Skat.dk 
  • Arbejdet er betalt med et betalingskort eller via bank eller netbank.
  • Du har gemt dokumentation for arbejdet og betalingen.
  • Vedligeholdelse er udført af en momsregistreret virksomhed. Service er udført af en momsregistreret virksomhed eller af en privatperson, der har almindelig skattepligtigt til Danmark og er fyldt 18 år inden udgangen af 2011.
  • Du har almindelig skattepligt i Danmark og er fyldt 18 år inden udgangen af 2011.
  • Du får ikke anden offentlig støtte til arbejdet for eksempel under hjemmeserviceordningen.
 
Du kan få servicefradrag uanset, om du ejer eller lejer din bolig. Hvis du bor i lejebolig, andelsbolig eller ejerlejlighed, skal du dog være særlig opmærksom på disse tre betingelser:
  1. Du skal selv betale for arbejdet
  2. Du skal have ret til at vedligeholde boligen (ved vedligeholdelsesarbejde)
  3. Du skal bo i boligen, mens arbejdet bliver udført

1. Du skal selv betale for arbejdet

Du skal betale for arbejdet af egen lomme for at få servicefradrag. Du kan altså ikke få fradrag for udgifter, der betales via huslejen, fra en vedligeholdelseskonto for dit lejemål eller via hensættelser i din boligforening.
Som lejer kan du få fradrag for istandsættelse, hvis du har pligt til at udføre arbejdet og bor i lejemålet, mens det udføres. Det gælder også, hvis udgifterne modregnes i dit depositum. Du skal så kunne dokumentere, at udgiften er trukket i dit depositum, og have den øvrige dokumentation for arbejdet og betalingen fra udlejeren.
 

2. Du skal have ret til at vedligeholde boligen

Du kan kun få servicefradrag for vedligeholdelsesarbejde, der udføres inden for din råderet over boligens ydre og indre rammer. Hvis du er lejer, fremgår råderetten af lejeaftalen. Hvis du bor i andelsbolig eller ejerlejlighed, fremgår råderetten af foreningens vedtægter.
Som lejer kan du få servicefradrag for forbedringer, hvis de ligger inden for din råderet eller er aftalt skriftligt med udlejeren.
Som andelshaver eller ejer kan du få servicefradrag for vedligeholdelsesarbejde og forbedringer, der er udført under din individuelle råderet. Du kan ikke få fradrag, hvis vedtægterne giver råderetten for arbejdet til andelsbolig- eller ejerforeningens bestyrelse, eller hvis udgiften afholdes fra en vedtægtsbestemt opsparing på udvendig vedligeholdelseskonto eller grundfond.
I alle tilfælde skal arbejdet være omfattet af listen over ydelser med servicefradrag.
 

3. Du skal bo i boligen

Du kan kun få servicefradrag for vedligeholdelsesarbejde, som bliver udført, mens du har fast bopæl i boligen. Arbejdet kan altså ikke udføres efter din fraflytning.
Det er ikke afgørende, hvornår du har solgt eller opsagt din lejlighed. Det er derimod afgørende, at du stadig bor i boligen, mens arbejdet udføres.
Kravet om, at arbejdet skal udføres på din faste bopæl, gælder alle, der vil have servicefradrag.

 

Der henvises også til www.haandvaerkerfradrag.dk

 

Reklamebureau Ultimate Web